Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

PÅSKEVANDRING

PÅSKEVANDRING
Udgivet søn d. 28. mar 2021, kl. 17:45
Nyhed

Vandring med påsken

En vandring er en bevægelse men ikke på samme måde som en gåtur. På en vandring flytter man sig også på indersiden, der sker altså også noget indeni en, mens man vandrer. Ja faktisk kan man sidde i sin stue og tage på vandring… Men jeg tænker, at få frisk luft og lidt motion oveni må være det allerbedste.

Her følger nogle oplæg til vandringstanker om påsken

Du kan vælge at gå alene eller følges med andre på vejen.

Du kan vælge at gå små ture og tage et oplæg ad gangen over flere dage, eller du kan vælge at tage det hele på en lang vandring – din påskevandring!

Vælger du de små ture, har du måske allerede en fast daglig gå runde og ellers er der mange fine stier i Vildbjerg, Nøvling og Timring, du kan benytte.

Vælger du den lange vandring, vil jeg foreslå en af rundvandrevejene, de er mærket op, så du ikke skal koncentrere dig alt for meget om at finde vej undervejs. Og du slipper for, at skal gå samme vej tilbage igen. Her er rutevejledninger til rundvandrevejene: https://www.visitherning.dk/herning/se-og-oplev/outdoor/rundvandreveje

Print vandringsemnerne ud, så du kan læse lidt ad gangen og holde de tænkepauser undervejs, du har brug for… Lad være med at læse vandringsoplæggene til påskedagene før du er klar til at være på vandring. Fold papirerne sammen, så de er lette at hive op af lommen, når du skal læse videre på vejen.

Hvis du vandrer med andre, er det en god ide at aftale hvordan I veksler mellem stilhed og samtale.

Tag din mobil med, så kan du tage et billede undervejs, hvis du får lyst, her kan du også skrive en tanke eller en ide ned, så du kan vende tilbage til den på et senere tidspunkt. Så slipper du også for at have mere i hovedet end det emne eller den sætning, du lige nu vandrer med.

Begynd med at lytte til hele påskeberetningen find f.eks. podcasten påskefortælling, som ligger på Spotify.

Her er vandringsoplæg og tanke/samtalespørgsmål til alle påskedagene: https://vildbjergkirke.kw01.net/share/file/1083828

 

Glædelig påske

Og rigtig god vandring!

 

Mange hilsner,

Britta

 

PS: Når du er hjemme igen, må du endelig skrive, hvordan det gik, men også om du har lyst til flere vandringer på denne måde. Skriv til: Britta Vig Carlsen, bca@km.dk