Udgivet ons d. 14. okt 2020, kl. 00:00

Kommunikation

 Af Kirke- og kulturmedarbejder Britta Vig Carlsen,

Forleden hjalp jeg til på et kursus, der handlede om parforholdet. Det var i korte træk et kommunikationskursus. For når vi er sammen, handler det om kommunikation. Vi kan ikke undgå at kommunikere også selvom vi ingenting siger! Når vi er sammen med dem, vi elsker, er det ekstra vigtigt at vi gør os umage med, hvad og hvordan vi kommunikerer for at sikre os, at modtageren forstår budskabet på den ønskede måde.

Min datter udbrød en dag, efter en snak med sin kæreste om nogle små misforståelser: Det var præcis det samme, vi snakkede om sidst en af os blev ked af det… Hvorfor er vi ikke blevet klogere!? Og jeg kunne som en ringe trøst fortælle hende, at hendes far og jeg stadig taler om nogle af de samme misforståelser som for 25 år siden! Så det er ikke let!!

På parkurset skulle deltagerne øve sig på kun at sige noget, når de havde et særligt kort i hånden. Den anden skulle lytte og så gentage det, der blev sagt! Metoden sætter tempoet i samtalen meget ned, og det gør, at den ene tvinges til at lytte i stedet for at forberede et argument eller et forsvar. Og det er godt for kommunikationen, at nogen gør sig umage med at lytte…

I Bibelen kan vi læse, at Jesus var ret god til at kommunikere. Hans budskab er for det meste enkelt, sproget og billederne er lette at forstå. Budskabet gentages mange gange og på forskellige måder. Men selvom det er enkelt, er det som om, vi har ret svært ved at forstå, hvad han siger. Måske er det for enkelt og for nemt til, at vi kan forstå det – at han levede, døde og opstod for os, at han elsker os og følger os alle dage, og at vi bare skal tage imod hans kærlighed uden at gøre os fortjent til den.

Måske glemmer vi at lytte, når det er Gud, der har samtalekortet… Måske har vi for travlt med at finde et forsvar og et nyt argument til at høre kærligheden i hans stemme… Lad os gøre os mere umage med at lytte!

Kategorier Kirkenyt