Udgivet ons d. 2. sep 2020, kl. 15:17

Løsesum efterlyses!

Hvis man er sulten eller tørstig og er et lidt øde sted, er det godt at finde en cola- eller snack-automat. Man kan putte mønter i eller bruge et kort. Så siger det klik, og man kan se, hvad der sker og nyde lyde af, at produktet falder ned i skuffen. Derefter kan det købte nydes. Dejligt. Der skal indbetales en løsesum for at få maden eller drikken frigivet fra automaten.

Sådan er det også på mange andre måder, når vi køber noget. Handler man på nettet, kan det tage lidt tid at få købet gjort færdigt. Men når hele transaktionen er godkendt - og løsesummen fra kontoen er gået igennem - kan man glæde sig til at modtage pakken indenfor et par dage.

 Det er i en helt anden kategori, hvis det er et menneske, som skal frigives for en løsesum. Der sker kidnapninger i Columbia og ved Somalias kyst og andre steder. Når det sker, opstår der vanskelige situationer, hvor kidnapperne kræver en sum for at frigive gidslet.

Kan et menneske være en løsesum? Ja. I helt særlige situationer kan der være et menneske, som tilbyder sig selv for at et andet menneske kan blive fri. Det er et af temaerne ved gudstjenesten på søndag.

 Jesus siger, at ”Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som løsesum for mange.”

Hvad betyder det? Hvem er de ’mange’, som har brug for at blive frikøbt af Jesus? Hvordan kan Jesus overhovedet være en løsesum? Han kan vel ikke tage en straf, som andre skulle have haft? Eller hvad? Hvad mener han?

 Kom og hør mere ved gudstjenesten på søndag. Som altid er der gode nyheder til os, som vi kan leve på og leve af - Vi ses!

 Venlig hilsen

René V. Jensen, sognepræst

Kategorier Kirkenyt