Udgivet ons d. 16. sep 2020, kl. 00:00

Et fantastisk menneske!

”Tiden er noget værre noget, det har jeg aldrig helt forstået … og når denne vise slutter, er der gået to minutter.” Sådan sang Povl Kjøller i en gammel børnesang (frit efter hukommelsen). - I en gammel salme står der: ”Lad os da bruge den kostbare tid, tjene vor Herre med al vor flid, så skal vi nok komme hjem.”

Ja, tiden ér noget værre noget. Tiden går og går helt uden vores indflydelse og vilje. Jeg betragter tiden som en kostbar gave, som vi modtager hver eneste levet dag, og som vi skal bruge så godt, vi overhovedet kan. Bruge tiden til glæde og gavn for hinanden - og for os selv.

”Os selv”, ja, måske er det lidt tabubelagt at sige, men vi er faktisk selv vores nærmeste næste. Vi skal elske andre, ja, men også os selv, - og vi er jo faktisk det eneste menneske, som vi er tvangsindlagt til at være sammen med ALTID, så ham eller hende må vi - også - godt være gode imod - og ikke konstant, billedlig talt, slå os selv oven i hovedet og fremhæve vores dårligste sider, som mange måske har som en dårlig vane. Vi vil jo ikke ”føre os frem”!

”Du skal elske din næste SOM DIG SELV”, er Jesus citeret for at have sagt. Derfor er det vores pligt OGSÅ at elske os selv, vi er også selv Guds elskværdige barn. Vi skal se med milde øjne på vores egen gøren og laden. Alt for ofte er vi vores egen strengeste dommer. Måske tror vi, dét er mere rigtigt, - det er i hvert fald mere acceptabelt -, at nedgøre sig selv og beskrive sin egen ringhed - fremfor at fremhæve alle vores fortræffeligheder? Hvordan tænker vi om os selv, og hvordan omtaler vi os selv på en positiv og kærlig måde, - uden at det bliver pral - og uden at nedgøre andre? Ret ryggen og gå glad ud i verden som dét fantastiske menneske, du er! - Dén lader vi lige stå et øjeblik…

Lisbeth Frendø, Nøvling.

 

Kategorier Kirkenyt