Udgivet af Britta Carlsen, ons d. 22. jul 2020, kl. 00:00

Klumme af menighedsrådsmedlem i Nøvling Poul Ravn

Fællesskab som en selvfølge?

Vi er igennem lang tid (hvis 3-4 måneder er lang tid?) blevet mindet om at holde afstand, og ikke forsamles i store flokke, for netop at passe på hinanden og fællesskabet, og ikke mindst de svage og udsatte. Det vi nok før tog for en selvfølge, nemlig fællesskabet, har mange, nok desværre kun for en tid, fået øjnene op for. Hvor dyrebart mødet med et medmenneske i virkeligheden er. Men Coronapausen har også på andre måder ført noget positivt med sig. Vi er nemlig begyndt at tænke igen, også tanker om fællesskabet. Således har TV-2 forsangeren, Steffen Brandt, lavet en gendigtning af sangen ”Sidste turist i Europa”. Her skriver han: ”Tænk at fællesskab er noget, man tager for givet, så længe hver især klarer sig og sit.” Jeg tror, vi er blevet standset i vores individualistiske måde at tænke på. Fællesskabet er netop ikke noget, vi skal tage for givet, men nærmere noget vi er ”blevet givet”! Du og jeg har nemlig noget sammen, nemlig ”os”! Vi er temmelig forskellige, nogle er gode til ét, andre til noget andet, men sammen kan vi meget mere. Hvis fællesskaber går i opløsning, stopper vi med at bekymre os for de andre, og mennesker kan gå i hundene, eller værre endnu, gå til grunde i ensomhed!

Så vidt er vi - alle mennesker, forpligtigede på et mellemmenneskeligt plan. Derudover er vi, som tror på Jesus, forpligtigede på det bud, der siger, ”Du skal elske din næste, som dig selv”. Men netop fordi troen er baseret på en relation mellem Jesus og det enkelte troende, så er det ikke en sur pligt, som du skal overholde, for at gøre dig forhåbninger om at blive frelst. Nej du er frelst, af en kærlig Gud, der ofrede sit liv i kærlighed for dig, og nu siger han: ”Gå ud og elsk dit medmenneske, for din kærlighed kan måske bane vejen, for, at det menneske, du møder, får øjnene op for mig”.

Steffen Brandt rejser rundt som en turist, tilbagelænet og iagttagende. Sådan kan teksten godt udlægges. Du og jeg er involverede i verden. I vores næstes ve og vel. Vi har en ”to do” liste hver dag. Vel at mærke en liste der er spændende. Hvordan kan en liste med opgaver, vi skal, være spændende, spørger du sikkert? Jo for listen skal du ikke udfylde selv, men i selskab med ham som har sendt dig ud på opgaven, og man keder sig ikke i hans selskab. Han er fyldt med glæde og fred. Hans kærlighed involverer sig overalt, hvor du færdes. Han ser på de mennesker, som du er omgivet af, og får dig til at spendere det mest dyrebare af alt, nemlig at nærvær og tid. Og er der noget, som du og jeg har nok af, så er det tid! I kirken regner vi nemlig med en hel evighed, og her er ingen på pension! Men du skal sørge for at forbindelsen mellem dig og Gud er i orden, ellers bliver det nemlig alt for hurtigt, blot til en sur pligt, at elske. I Salmebogens nummer 370.: ”Menneske, din egen magt”, står der bl.a.: ”Du skal bringe verden fred, dagligt brød og kærlighed. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød”. 

Kategorier Kirkenyt