Udgivet ons d. 22. apr 2020, kl. 00:00

CORONA-TID

Jeg:

Det er interessant at tænke på, hvor hurtigt menneskers måde at opfatte verden og sig selv på kan forandres. Det oplever vi i særdeleshed i denne tid, hvor menneskeheden er blevet ramt af en virus, vi ikke helt har kontrol over.

Det gik lige så godt - jeg har styr på økonomien, jeg lever i et frit land, jeg kan få min vilje, ja nogle gange tager jeg den måske på andres bekostning, fordi jeg kan. Jeg vil også gerne brokke mig, for jeg er jo i min egoistiske tankegang, sikker på at jeg er ret uundværlige – jeg gør en forskel, og hvis ikke det var for mig, ville det ikke gå så godt for min arbejdsgiver, i min familier, i venneflokken osv. så jeg må gerne stille krav og bør værnes om….

Og så – Bum!! En lille bitte virus, og alt er vendt på hovedet. Jeg ser pludselig min sårbarhed, jeg kan se, at jeg har brug for mine medmennesker, jeg håber, at jeg får lov at beholde jobbet og bare nu vennerne er der, hvis det er mig det går ud over.

Jeg bliver til os:

Selv om det er noget skidt med den Corona virus, så bærer den også noget godt med sig. Vi bliver mindet om, at vi har brug for hinanden, selv om vi ikke må være fysisk sammen, så søger vi fællesskaber som aldrig før, fællessangen blomstrer, vi er kommet i samme båd – høj som lav er lige sårbar.

Jeg er blevet til os.

Faraos drøm:

Vi kender Josefs tydning af Faraos drøm om de 7 magre år og de 7 fede år. Gad vide om det ikke er meningen, at vi med jævne mellemrum skal have lov at mærke henholdsvis gode og dårlige tider, for at fungere i de sammenhænge vi er blevet sat?

Jeg synes, at vi er ret privilegerede i Danmark, fordi vi bor i et land, hvor årstiderne skifter, og vi dermed ved, at det er vigtigt at samle til forråd, når afgrøderne gror, så vi har noget til om vinteren, hvor vi ikke kan høste. Man kan vel sige at vi i hele tiden lidt mærker de ”magre og fede år” det er medvirkende til at vores demokrati fungerer ret godt – vi skal arbejde for føden og er afhængig af hinanden.

 

Kirkeklummen er skrevet af Benny Maagaard, Vildbjerg

Kategorier Kirkenyt