Udgivet ons d. 5. feb 2020, kl. 00:00

Snak om familiens bløde værdier

At opdrage sine børn er ikke kun et spørgsmål om at fortælle dem, hvordan de skal opføre sig. Et barn er et menneske, der skal forme sine egne værdier. I den proces får barnet stof til eftertanke fra flere sider: Pædagoger, lærere, kammerater, TV, sociale medier m.fl. Men forældrene er dem, der påvirker barnet mest, når det gælder dannelse af barnets bløde værdier. Forældrene er grundlæggende de personer, barnet spejler sig i og prøver sine holdninger af på.

Derfor er det vigtigt, at der i en familie er en rigtig god samtaleatmosfære. Så barnet føler sig tryg ved at snakke med mor og far om de spørgsmål og situationer, som optager barnet. Det er godt, hvis forældre lige husker, at de selv har været barn. Og har været usikre, kede af det, gjort noget dumt, har drømt store drømme. Så er man på øjenhøjde med sit barn i sådanne samtaler.

Hvordan kan man få en god samtale i familien om de bløde værdier?

Et dansk forlag har udgivet et sæt samtalekort, der hedder Go’ Samtale. En fin lille æske indeholder 90 samtalekort. Hvert kort har en illustration på den ene side. På den anden side er der et emne og 3 spørgsmål ud fra emnet.

Emnerne er bl.a. Aftale, bagtalelse, brok, dele, drille, fortryde, kroppen, kærester, lyve, pligter, populær, selvtillid, tabu, trist, tryg, udseende, venlig, vred og meget mere.

Disse samtalekort egner sig bedst, hvis børnene er 6 år og opefter. De fungerer bedst, når et kort tages frem ved et måltid eller f.eks. på en køretur. Så er der tilpas tid og ro til samtalen. Én til to samtalekort pr. uge er passende.

Du kan læse mere på www.gosamtale.dk

Asger Grove Korsholm

sognepræst

Kategorier Kirkenyt