Udgivet ons d. 27. nov 2019, kl. 00:00

Nyt fra Nøvling Kirke

De, der har været forbi kirkegården i Nøvling for nylig, vil nok have bemærket, at der er sket nye ting og sager i den seneste tid. Dels har vi fået sået græs mellem egetræerne nord for kirken. Når græsset er kommet godt op, er det meningen, at der skal etableres nogle stier mellem træerne, så man kan bevæge sig rundt i ”egekrattet” som det kaldes. Vi har også fået plantet nogle nye træer, som er blevet i overskud på Vildbjerg kirkegård. På sigt er det meningen, at der skal etableres nogle gravsteder mellem træerne, og der skal laves et såkaldt lapidarium. Alt dette er en del af den langtidsplan, som er blevet udarbejdet for kirkegården i Nøvling. Arbejdet er kommet i stand på grund af et behov for nye gravstedsformer, og fordi vi efterhånden har en del tomme gravsteder rundt på kirkegården.

Den kørevej, der blev anlagt i forbindelse med kirkeudvidelsen, skal i løbet af næste år have græsarmering og inden så længe forventer vi, at der bliver opsat en låge ud mod grusvejen.

På parkeringspladsen mod nord har der i længere tid ligget nogle kampesten, som blev til overs i forbindelse med kirkeudvidelsen. Disse skal i løbet af foråret bruges til en terrasse ud for den nye tilbygning.

I løbet af de kommende år vil vi efterhånden etablere de nye gravstedsformer rundt på kirkegården. Håbet er, at den færdige kirkegård vil fremstå som en helhed, hvor de mere traditionelle gravsteder placeres tættest på kirken. Dette vil give plads til nogle grønne områder længere væk fra kirken, hvor der vil være plads til nye gravstedsformer.

På menighedsrådets vegne, Vibeke S. Jensen

Kategorier Kirkenyt