Udgivet ons d. 9. jan 2019, kl. 08:00

Holder det i hverdagen?

Det nye år er begyndt, og de fleste af os er tilbage i januars hverdag. Alt er som det plejer lige efter nytår: Der er masser af tilbud om slankekure. Gulerodsproducenterne har fyldte ordrebøger. Det er stadig mørkt det meste af døgnet…

I julen hørte vi, at Guds lys er tændt i verdens mørke. Ikke kun som noget kortvarigt for 2000 år siden, men som noget vedvarende og blivende. Guds lys er tændt hos os. Og det betyder, at Gud selv er hos mennesker.

Derfor kan vi leve vores januar-liv i tillid til at det holder. Også når vi har svært ved at komme ud af sengen. Eller når vi står midt i mørket og regnen en tidlig morgen.

Det er hvad det handler om ved gudstjenesterne på søndag: At leve sit liv på løfterne fra Gud.

Jesus var nu blevet 12 år, og den store dreng var sammen med Josef og Maria i Jerusalem for at fejre påske.

Så skete det, som straks skaber kaos og utryghed i en familie: Barnet blev væk. Josef og Maria kunne ikke finde Jesus, og de fandt ham først efter 3 dage. 3 dage!

De havde været meget bekymrede, men var lettede, da de fandt Jesus.

Så sagde Jesus til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”

Jo, det vidste de nok godt. De havde bare lige glemt det…

På søndag skal vi høre om det, som vi godt ved, men som vi nogle gange ikke tænker på eller måske glemmer: Guds løfter til os, de holder. Det kan vi leve i tillid til – også på en januar-hverdag.

Vi ses.

Venlig hilsen

René V. Jensen, sognepræst

Kategorier Kirkenyt