Udgivet ons d. 26. dec 2018, kl. 08:00

Om en konge og en pige

 

Den store danske filosof, Søren Kierkegaard, fortalte en gang en historie i sit skrift Philosophiske smuler, som man med lidt god vilje kunne kalde for hans juleevangelium.

Historien handler om en konge, der elskede en fattig pige. Kongen overvejede, hvad han skulle gøre for at vinde pigens hjerte; han kunne åbenbare sig for hende i sin kongelige magt og storhed. Det ville overvælde hende. Men ville det vinde hendes kærlighed? Nej, skulle hendes kærlighed være fri og ægte, måtte der tilvejebringes en lighed mellem dem. Det kunne gøres ved, at kongen overdyngede hende med gaver, så hun i et nu blev rykket op i de riges kreds. Det ville sikkert vække hendes taknemmelighed. Men taknemmelighed er jo ikke det samme som kærlighed? Kongen overvejede frem og tilbage, og til sidst fandt han løsningen. Der var kun én mulighed, hvis det skulle lykkes ham at få pigens ægte og oprigtige ”ja”. Han måtte aflægge alle tegn på sin kongelighed og iklæde sig en fattig tjeners dragt. Derefter måtte han opsøge pigen, og forsøge at vinde hendes hjerte. Han var stadig konge, men valgte at blive en fattig tjener og ikke bare klæde sig ud som en sådan. For han havde kun det ene for øje at vinde pigens kærlighed og få hendes frie og utvungne ja. Ikke et ja, fordi hun var imponeret over hans magt og rigdom, men et ja, fordi hun af hjertet ønskede at gengælde hans kærlighed.

Fortællingen er Kierkegaards måde at forklare, hvad jul i grunden handler om. Julen handler om, at det drengebarn der fødtes i Betlehem for snart 2000 år siden, ikke bare var en ganske almindelig jødisk dreng. Det var i virkelighed Gud selv, der steg ned til jorden i skikkelse af et lille hjælpeløst barn. Han aflagde frivilligt alle tegn på sin guddomsmagt og vælde og lod sig føde under kummerlige kår og af en fattig pige. Alt dette gjorde Gud, fordi han elsker os mennesker og ønsker at genoprette den brudte relation til sine skabninger. Han ønsker ikke bare vores blinde underkastelse eller beundring, men ønsker at møde os i øjenhøjde, så vi frit og oprigtigt kan give ham vores ja. Han vil vinde vores kærlighed – ikke tvinge den frem. Ganske enkelt fordi brug af magt aldrig skaber kærlighed, men kun beundring eller underkastelse. Derfor skal vi ikke tolke de ringe omstændigheder omkring Jesu fødsel og hans liv i øvrigt som svaghed, men som udtryk for kærlighed. Sådan og kun sådan kan han møde os i øjenhøjde.

Hos Søren Kierkegaard hører vi ikke, om det lykkes kongen at vinde pigens kærlighed – han lader historien stå åben uden en afslutning. Men her i adventstiden kan vi jo overveje, hvordan vi selv synes, at historien skal ende…

 

Sognepræst og provst Carsten Hoffmann

Kategorier Kirkenyt