Udgivet ons d. 5. dec 2018, kl. 08:00

Verdens bedste nyheder

Det sidste stykke tid har jeg tænkt en del på verdens bedste nyheder. Det begyndte med en ungdomsgudstjeneste, hvor det var temaet. Hvad er egentligt verdens bedste nyheder? Det er nok forskelligt fra person til person, men hvad er det for dig? Hvad vil du allerhelst have, at nogen kom og sagde til dig? Skulle det være noget om din familie? Eller noget om din økonomi? Noget om dine evner og talenter? Måske noget med dit helbred, eller en andens helbred? Det kunne også være noget om din sociale status? Jeg har tænkt over det de sidste par søndage, hvor jeg har prædiket. Er det egentligt gode nyheder, jeg står og fortæller?

 I kirken bruger vi tit ordet ”evangelium”, og det betyder simpelthen gode nyheder. Vi påstår i kirken, at vi fortæller nogle gode nyheder - som er til alle. Forbinder du kirken med gode nyheder? Hvad hørte du sidst du var i kirke, var det gode nyheder? Prøv at tænk efter, hvad du synes er verdens allerbedste nyheder, det bedste du overhovedet kunne få at vide. Jeg tror, det vil ligge tæt på det evangelium – de gode nyheder – der lyder hver søndag i kirken. Det er virkeligt gode ord! Fyldt med håb og fred og glæde og lys.

Sognepræst Christoffer Olesen

Kategorier Kirkenyt